Kategorier

Selvopfattelse, løbende

Prøv at være “stille” og lytte opmærksomt til, hvad det er for en indre dialog du har med dig selv – Hvad siger “stemmerne inde i hovedet”? Vi har alle en indre dialog – men overhører den ofte. Prøv at lægge mærke til, hvad dine forskellige personlighedssider går og siger til dig / om dig eller til / om andre.

En måde at betragte de forskellige personlighedssider på er at de er “mellemledere” i din indre virksomhed. De har hvert deres fokus- og ansvarsområde, de har hver deres succeskriterier og de prøver – på hver deres måde – at sikre at din virksomhed “overlever”. Dette lag af vores personlighed kaldes ofte det ubevidste eller reaktive selv. Når det er den side af personligheden, der styrer er vi på autopilot. Det er ligesom om Direktøren har forladt lokalet – og den side, der råber højest er den der svinger dirigentstokken – har magten; uanset om der er andre mere spæde stemmer i den indre debat. 

Det er ofte sværest at “lytte” når man er grebet af en eller anden følelse eller helt i en stemnings vold, men det er faktisk lige netop dér budskabet fra vores forskellige personlighedssider er stærkest.

Hvis det ikke virker for dig at “lytte”, så prøv evt. at visualisere situationen i stedet. Prøv fx. at tænke: Hvis jeg så denne situation i TV, hvordan ville den / jeg så se ud – hvordan ville jeg opfatte den som neutral tilskuer?

Begynd derefter at lave en “medarbejder-album” med profiler af dine forskellige personlighedssider. Tag et stykke A4 papir for hver og skriv en række faste punkter ned for hver personlighedsside – fx

  • Navn – giv personlighedssiden et navn, der beskriver / refererer tilm hvordan den typisk er (Sure-Irene, “mor”, “dommeren”) eller hvad der passer på den side af dig
  • Hvornår kommer den typisk frem – tidspunkter / omstændigheder
  • Hvad går typisk forud for dens ankomst – er det bestemte episoder, personer eller andet der får den lokket frem
  • Hvad siger den som regel – yndlingsemner og -citater
  • Hvor gammel er den, hvordan taler den, hvordan ville den se ud, hvis den var “ude af din krop”
  • Hvordan føles det, når den er der – hvilke fysiske oplevelser / følelser mærker du når den er der
  • Hvad kan du, når den side er der – og hvad kan du ikke
  • Hvordan kommunikerer du med andre, når det er den, der styrer

Fortsæt selv med andre relevante observationer: Vedligehold, udbyg og rediger løbende profilerne, så de bliver stadig mere komplette og fyldige. Det er selvfølgelig OK, hvis du ikke kan udfylde alle punkter på alle profiler – vær så grundig som du kan.

Det næste lag i vores personlighed kaldes ofte det bevidste eller kreative selv. Det er det jeg kalder Direktøren. De forskellige mellemledere er der stadig, men det er Direktøren, der afstemmer de forskellige hensyn – og i sidste ende bestemmer. Når du er i kontakt med Direktøren “spiller det” som regel; du gør det der skal gøres, det er som regel ret uanstrengt og tingene kører som det skal uden at du bliver rykket rundt af dine følelser eller helt opslugt af overtænkning.

Det inderste inderste lag kaldes ofte det essentielle selv – i religiøse / spirituelle traditioner er “sjælen” et ofte brugt begreb. Når du er i kontakt med denne del af din personlighed eller psyke er der som regel selv-accept og en indre fred eller balance. Tingene er som de skal være – uanset hvor vanskelig eller behagelig eller ubehagelig situationen er. Jeg kalder det “Bestyrelsesformanden” – det er derfra du oplever verden fx. i dyb meditation.

Anbefalet læsning: Debbie Fords “Kast lys over skyggen og Hal Stone & Sidra Stone: “Embracing Our Selves” (fås på nettet) eller “Bliv ven med din indre kritiker” (Desværre udsolgt, fås så vidt vides kun på biblioteket)