Om at søge inspiration i naturen

… også kendt som Medicine Walk eller kraftvandring

Ofte kan man køre fast i et problem – det er ikke til at tænke sig / regne sig ud af det. Måske i kombination med at den rationelle hjerne siger én ting, mens følelserne og mavefornemmelsen tilsyneladende siger det stik modsatte. I den situation kan det være givtigt at slukke hjernen og lade kroppen og instinkterne komme lidt til; Hvis den ene metode ikke giver et resultat du kan handle på eller finde fred med, så må du finde en anden som erstatning eller supplement.

I forhold til at søge ny inspiration / information til en beslutning omkring store spørgsmål i livet kan naturen ofte guide os. I virkeligheden handler det måske mest af alt om at fjerne forstyrrelser, input, impulser og “omverden”. Så kan du nemlig mere rent mærke den indsigt og de svar, som måske allerede ER i dig. Da vi ofte har svært ved at “mærke ind i os selv”, er ofte det nyttigt at have et “spejl” – noget eller nogen vi kan “projicere” den ubevidste viden ud på, så vi kan få øje på det og forholde os til det.

Naturen er fremragende som spejl, fordi den nærmest pr. definition er det mest autentiske vi kan finde og fordi alt det du ser, tolker og forstår er noget du selv har haft med hjemmefra. I de fleste, hvis ikke alle, naturfolks traditioner er der ritualer, ceremonier og måder at søge indsigt ved at “gå ud i naturen” – og på tværs af traditioner minder de om hinanden.

Om man så tror, er skeptisk eller slet-ikke-tror på guder, ånder, energier osv. er jo helt individuelt: Men uanset hvad du tror på eller ikke-tror på, kan naturen for de fleste af os virke som et spejl, og den er derfor et godt sted at søge efter den indsigt vi allerede besidder. For mig er det samme sag om det er naturens ånder, der giver dig indsigt, eller om du få inspiration til at finde indsigten inde i dig selv. Det er din proces og din indsigt der tæller.

Helt grundlæggende handler denne indsigtssøgning i alle former om at lade din inspiration / intuition lede dig fremfor at lægge en “plan” eller rute, og om at være åben og modtagelig. Dvs. at tillade maksimalt input på dine sanser. Det kan i sig selv give inspiration og nye indsigter selvom det er indirekte og ikke på den sædvanlige “rationelle” måde.

Der er ingen rigtig eller forkert måde, udover måske det, der ligger i nedenstående guidelines. Nogle vil gerne have så mange kilometer i sålerne som muligt, andre vil hellere tage hvert skridt helt ind og måske kun bevæge sig ganske kort og stå / sidde / ligge stille ofte og længe. Under alle omstændigheder er det godt at have fokus på og være nærværende med processen fremfor at gå og analysere og “lede efter eller vente på resultatet”.

Guidelines (det er ikke regler!)

  • at medtage så lidt som muligt (men dog det nødvendige og sikkerhedsmæssigt forsvarlige)
  • at være så alene som muligt (det kan være svært i vores civiliserede natur, men undgå så vidt muligt kontakt med mennesker og civilisation)
  • at faste fra solopgang til solnedgang – eller til næste solopgang. *)
  • at afholde dig fra distraktioner (ikke noget læsestof, musik, telefon etc) – du er der for at opleve naturen og lade dén tale til dig.
  • at undlade at søge andet end naturligt ly; Det er OK at stå under et træ hvis det regner voldsomt, men lad være med at afskærme dig fra naturen og dens kræfter – det er dens tegn og beskedder du skal have med hjem.

*) Man kan godt gøre det kortere (fx. til man føler noget i stil med: NU, NU er jeg færdig, jeg har fået det jeg kom efter”) – men én tradition er i hvert fald at forlade “denne verden” og gå ind i naturen eller “åndernes verden” før solopgang, og først vende tilbage efter solnedgang. Hvis du har mod til det, kan det være fantastisk at tage et helt døgns “cirkel” – altså at træde ud før solopgang og tilbage igen lige efter – og være vågen så meget som muligt om natten – og i hvert fald ved solopgang.

Start, slut og kom hjem

Det er det godt at finde en “port”, et overgangssted at gå igennem; et sted du passerer, hvor du mærker efter og definerer, at hér starter din vandring. Tilsvarende igen når din proces stopper: Find et sted (Det kan være det samme sted som din indgangsport, men behøver ikke at være det) hvor din tærskel eller port tilbage til den “rigtige” verden er. Mærk efter og føl, at hér slutter din vandring. “Porten” kan være et hvilket som helst sted, hvor du passerer et landemærke af en slags (mellem to træer, en sten, en låge ind til skoven … hvad som helst, der giver mening for dig).

Uanset om du har været ude og gå og faste en eftermiddag, fra solopgang til solnedgang eller et helt døgn eller længere, uanset om du kommer hjem med en stor, lille eller måske tilsyneladende slet ingen ny indsigt, så und dig selv at fejre din hjemkomst. Tilbered et måltid – stort eller lille – og nyd det. Uden at gøre andet; Bare tag næring, smag og livskraft til dig igen, og fejr at du er gået ud og nu igen er tilbage.

Om at dele resultatet

Undervejs, og når du kommer tilbage er det ofte en god idé at skrive ned. Notater, tanker, indsigter, nye spørgsmål – og hvad der ellers falder dig ind. Måske har du lyst til at tegne noget af det du har oplevet eller tage ting med hjem; sten, en gren, et særligt blad eller noget andet. Det er ikke en samler-tur, men måske er der noget, der kan blive til et minde eller et redskab til at huske noget bestemt.

Nogle har behov for at dele deres historie fra turen, for at fortælle om indsigter, tanker og følelser. Nogle har behov for at få hjælp til at tolke og bearbejde processen. For andre er det en “min alene, helt private oplevelse”. Respektér det du SELV føler – uanset om det passer med lyst og behov hos din kæreste, mor, ven/inde, eller hvem, der ved du har været ude. Det er DIN proces, og hvis DU har behov for at holde den for dig selv – i en periode eller for altid – så er det sådan det er. Hvis du har brug for at få hjælp til at tolke din oplevelse, så kan du evt. tale med en god ven, forældre, mentor eller end anden du har tillid til. Du kan selvfølgelig også booke en session til formålet; du er ikke den første med det behov :-) Husk igen; Der er ikke nogen “rigtig” måde. Der er kun DIN måde!

Sikkerhed og grej

Medbring i din tur-rygsæk (juster selv ved hjælp af erfaring og sund fornuft i forhold til din form, årstiden osv)

  • 2-3 liter vand. Hvis det er rigtigt koldt, så tag fx. en stor termokande med varm the med – den bliver måske din bedste ven!
  • Mobiltelefon (slukket, men opladet)
  • Blok eller dagbog og noget at skrive med + reserve
  • Evt. en lille kniv
  • Førstehjælpsgrej (fx. fra Spejdersport eller en tilsvarende”vildmarksbutik”)
  • Fornuftigt fodtøj og et par ekstra, tørre sokker
  • Tøj i forhold til vejrudsigten. Hellere mange tynde lag end få tykke, så du kan justere hvis vejret skifter.
  • En varm hue og vanter bliver måske den ting du virkelig værdsætter selvom du ikke troede det ville være nødvendigt
  • Tilsvarende om sommeren: en solhat, solbriller, solcreme og ekstra vand er en rigtigt god idé
  • Hvis du kan bruge kort og kompas, så tag det med, men lad være med at bruge det med mindre det er nødvendigt for dig – lad dit instinkt føre dig, uanset hvor utrænet det er.
  • Husk også toiletpapir og en affaldspose og en lille haveskovl/ske til at grave dine evt. efterladenskaber ned med..
  • Penge og/eller Dankort til at bringe dig hjem, hvis du helt taber retningen eller pga. træthed ikke selv kan gå på dine fødder hjem

Studér vejrudsigten: Hvis der er lovet høj sol, så har du brug for en kasket eller hat med skygge og solbriller. Hvis udsigten lover rigtigt dårligt vejr skal du måske have hue og vanter med (du kan blive virkelig kold når dagen er lang, blæsende og våd). Men hvis du kan holde dine hænder, fødder og dit hovede tørre og varme (men ikke FOR varme), så kan du overleve næsten hvad som helst med et smil.

Dit vigtigste sikkerhedsgrej er vand, din forstand og din (slukkede, men opladte) mobiltelefon.

Husk at fortælle nogen at du går ud, nogenlunde hvorhenne og hvornår du planlægger at være hjemme igen (med en margen for det uforudsete). Hvornår skal de blive bekymrede og hvornår er du væk “efter planen”. Det kan også være fint at aftale at du lige sender en sms eller andet livtegn, når du er kommet tilbage igen.

Andre kilder:

Hvis der er noget, du er i tvivl om , så spørg endelig på tomas@tomasfriis.dk

Om at søge indsigt i naturen (aka Medicine walk / Kraftvandring)