Kropsscanning

Denne øvelse hjælpe dig med at finde ro i kroppen, med at blive bedre til at mærke dig selv og med at rumme den fysiske / tactile del af dine emotioner. Du kan lave øvelsen liggende, siddende eller stående.

Hav hele tiden lidt opmærksomhed på din vejrtrækning – og scan så din krop:

  1. Mærk kontakten med omgivelserne: Strømperne og skoene, eller tøjet eller luften; hvad der nu rører ved dig.
  2. Mærk den kropsdel du har fokus på
  3. Læg mærke til spændinger, ømheder, anstrengelser osv.
  4. Giv slip på de spændinger osv. du finder *)
  5. Gå videre til næste kropsdel

fortsæt systematisk fra tå til top og slut af med at mærke din hjerne eller forestille dig du mærker din hjerne “som en muskel”. Forestil dig at det er din tankemuskel og slap den af og giv slip på de spændinger, der er.

En måde “at give slip” på, hvis det ikke sker af sig selv, når du slapper af er følgende: Først: Mærk den anspændelse eller ømhed du har din opmærksomhed på. Undersøg den: Mærk eller forestil dig  (fx hvis den havde en farve, hvilken farve ville det så være)

  • hvilken farve den har,
  • om den er tung eller let,
  • glat eller ru,
  • fast eller flydende,
  • bevægelig eller stille
  • hvilken lyd/tone/rytme/puls den har – eller om den er stille

Dernæst: Tag derefter en dyb indånding, hvor du har opmærksomhed på / forestiller dig, at du simpelthen ånder DYBT ind i anspændtheden / ømheden, og derefter giver slip på anspændelsen, sammen med din udånding. Indåndingen må gerne være meget dyb, hvorefter du simpelthen slipper din udånding, så det er din krop, der selv “tømmer sig for luft”, uden at du anstrenger dig. Du kan også læse om Sedona-øvelsen, der hjælper dig med at give slip på en følelse og den tilhørende emotion.