Kategorier
Brevkasse Jalousi Kommunikation Parforhold Parterapi Skilsmisse Utroskab

Om utroskab – og at stemple utro som dumme svin

Der har været en del debat – bl.a. foranlediget af at Politiken har haft en række artikler om Polyamori, utroskab, ægteskab, skilsmisse.

Anja Lysholm, debattør og erklæret polyamorøs (altså ikke-monogam i ærlighed og åbenhed) og forfatter til bogen “Hvem er du utro” stiller i et debatoplæg i Politiken  spørgsmålet om, om vi overhovedet er kommet videre. Forstået som at folk stadig (siden altid?) er utro, og ikke mindst forstået som at “debatten” om utroskab ikke har forandret sig siden. Der er måske kommet få nuancer – bl.a. lidt mere omkring åbne forhold, polyamori eller “dynamiske forhold” som er en anden variant af ikke-monogami. Grundlæggende består “debatten” af variationer over temaet “DUMME SVIN”, De skulle skydes/have noget klippet af, Det kan ALDRIG tilgives osv. Der er ikke meget plads til reflektion i kommentarsporene hverken på aviserne eller Facebook.

Så jeg fik lyst til at bruge lidt mere krudt og plads på at forsøge at nuancere lidt omkring mekanikken i det. Meget af det bøvl folk løber ind i – og som ender med at “Dumme Svin”kortet bliver trukket følger i virkeligheden samme underliggende model – vi er ubevidste, uansvarlige, uærlige og ude af kontakt.

Først et par definitioner. I min verden er en relation – et forhold (parforhold, hvis der er to involverede, poly-forhold hvis der er flere end to) – grundlæggende en “kontrakt”. Den dybeste oprindelige sproglige betydning af begrebet relation ER simpelthen “gensidigt fordelagtigt udbytte” eller “gensidig nyttig udveksling”. Det kan være i jobbet (arbejdstimer vs. løn mv.), i banken (lån vs. renter og afdrag), hos købmanden: (20 Kings og en Bounty Bar vs. 55 Kr)

Et parforhold er også en kontrakt; noget af den er typisk udtalt og veldefineret, men rigtigt meget er uudtalt. Noget af kontrakten er baseret på sædvane, kultur og normer, mens noget kan være baseret på konkret aftale om at fremhæve eller fravige normen / kulturen – “standardkontrakten”.

En kontrakt eller en aftale er, hvis den skal være funktionel, helt grundlæggende baseret på at parterne (fx. kæresteparret) kører efter SAMME kontrakt. I mine kontrakter med mine lejere står der helt klassisk “Denne aftale er udarbejdet i to ENSLYDENDE eksemplarer” – Det er ikke så smart hvis der står at huslejen er 6.000,-  i hendes kopi mens der står 8.000,- i min kopi. Vi er nødt til at basere en aftale på, at forståelsen er den samme hos begge parter. I (par)forholdet altså forståelsen både af det udtalte OG det uudtalte. Fx. at vi er ikke utro (DET kan vi hurtigt blive enige om). Men allerede her kommer spørgsmålet – hvornår er man utro? “I did not have sexual relations with that woman … Miss Lewinsky”. I Bill Clintons kontrakt stod der helt tydeligt noget andet end i de fleste amerikaneres – og sikkert også i Hillary’s.

Noget af det de fleste antager helt implicit er, at kontrakten (selvom den sjældent er skriftlig) vil blive overholdt – altså at vi er tro mod aftalen. Nogle forventer at den anden er tro mod ikke bare ordet, men også “ånden” (Det betyder i praksis typisk deres egne uudtalte forventninger).

At være utro er i min definition at bryde aftalen. Den aftale jeg har med min kone gennem 10 år omfatter IKKE monogami. Så at jeg eller hun fx. har sex med andre end hinanden er altså ikke utroskab. Det vil det være i de fleste udtalte og uudtalte aftaler. Derfor er det selvfølgelig noget vi har talt om – i detaljer: Om hvordan, hvorfor, hvornår, hvor, med hvem osv. Og hvor mange får talt om hvad utroskab i PRAKSIS vil sige? Hvad må man og hvad må man ikke og hvad skal man fortælle om, og hvad er OK at lade blive “ude i mørket”.

Man kan selvfølgelig også bare antage, at det er SÅ grundlæggende at den anden nok har samme værdier, opfattelse, moral og grænser …

Det modsatte er at være tro. Det giver (potentielt) tillid. Som hvis den skal fungere nødvendigvis må være baseret på ærlighed. Ærlighed – hvis den skal være meningsfuld – bygger for det første på (selv)ansvarlighed …. Altså at være ærlig overfor sig selv OG tage ansvar på sin egen banehalvdel. Mine tanker, mine følelser, min adfærd og det jeg siger og ikke-siger er mit ansvar. For det andet bygger det på at man har (selv)indsigt. Ellers kan man ikke være “ærligt ærlig”. Man man også kalde det bevidsthed – altså at være klar over hvad man tænker, føler og oplever, og måske endda hvad kilden til tankerne og følelserne er. Fx. kultur, normer, egne erfaringer, værdier man har valgt eller værdier man har overtaget, tidligere oplevelser – ikke mindst ubehagelige oplevelser.

Hvis hele det setup – bevidsthed -> selvansvarlighed -> ærlighed skal gøre en forskel forudsætter det, at man kan være i kontakt – dels med sig selv, dels med “den anden”: Altså at jeg kan tåle at tænke (og stå ved) det jeg tænker og – her bliver det svært – at jeg kan tåle at føle det jeg føler. OG at jeg kan tåle at den anden har de tanker og følelser vedkommende nu har. Især de svære; svigt , jalousi, vrede, afmagt, at være ked af det osv.

Som regel er det her kæden først hopper af. Festen på kopimaskinen er logisk set bare det sidste led i den kæde, der allerede er hoppet af.

Det kræver nosser eller noget tilsvarende at sige til kæresten:

“Der er noget vi skal tale om! – Jeg går faktisk og er indebrændt over at du bruger mere tid på Facebook (!) end på at tale med mig / høre på mig / interessere dig for mig / lægge op til sex”.

Eller

“Nej der skete ikke noget til julefrokosten, men det var mest fordi jeg var for fuld til at Sten/Stine fra Marketing ville med i kopirummet”.

Eller den endnu mere uopdagelige, som ikke engang NSA har opsnappet;

“Jeg tænder egentlig på Michael/Michelle fra Regnskab men jeg tør ikke gøre noget ved det fordi jeg føler mig for fed / gammel / grim / kedelig”.

Eller

“jeg drømte at jeg havde sex med din lillebror og hans kone ude på dine forældres ødegård”.

Eller hvad med

“Jeg har mistet lysten til at kysse og have sex fordi du lugter ud af munden og har 3-4 sixpacks fra Tuborg hængende under undertrøjen”.

Det fortæller vi jo ikke – fordi det er for pinligt eller for skamfuldt. Og fordi tanker er toldfri og der er jo ikke nogen grund til at gøre kæresten ked af det (eller vred) …

Det er dér utroskaben starter; Med at vi begynder at lyve; aktivt eller “bare” passivt ved ikke at dele det, der er vigtigt, det der handler om hvordan vi i virkeligheden har det, hvad vi i virkeligheden tænker, mener, tror og føler. Og AL løgn – som i 100,00% af al løgn – bunder i angst. Angsten for at være forkert, for at blive afvist, for den andens vrede eller ked af det hed / …. Angsten for at tage ansvaret og ultimativt angsten for at blive forladt.

Utroskab ER fandme kontraktbrud, men der er a.l.t.i.d. en grund – der kommer af angst, der igen kommer af manglende ansvarlighed  – herunder manglende evne til at give sig selv det man har brug for – uden at “få” det fra den anden. Som igen kommer af manglen på bevidsthed om hvordan vi i virkeligheden er skruet sammen og fungerer på indersiden.

Så spørgsmålet er: Vil du  sidde i sofaen med offer/martyr-kortet trukket – og dermed give den anden part valget mellem at være frelser (med ansvaret for din lykke) eller bøddel / “Dumt svin” med ansvaret for din ulykke.

ELLER vil du hellere prøve at forstå hvad der foregår – altså blive mere bevidst. Og dernæst tage mere ansvar for dig selv og dit – og dermed give den anden mulighed for at gøre det samme. Fx. for at aftale at være helt 100% ærlige; også når det svier og bløder og er pisse angstprovokerende. Og endelig at aftale at blive i kontakten, uanset hvor svært det er at rumme sine egne følelser OG fandme også den andens.

Hjemme hos mig er kontrakten superkort. Der står intet om hvem der må eller ikke må hvad med hvem, hvornår, hvorfor og hvordan. På trods af at vi deler hele pakken med seng, bord, køkken, barn, økonomi osv. så er der i virkeligheden kun to paragraffer: Vi er 100% hudløst ærlige og transparente. Og vi bliver og steger konflikter, problemer og udfordringer til de er færdige. Hvis man til den kontrakt tilsætter noget kærlighed –  som grundlæggende betyder at ønske det allerbedste for den anden part – så virker det tilsyneladende.

Hvis du eller i har lyst til at tale om jeres kontrakt og jeres kommunikation, så tag fat i mig på 4031 4014 eller tomas@tomasfriis.dk