Kategorier
Fædre Køn og kønsroller Mandegruppe Mandeterapi Maskulinitet Parforhold Seksualitet Sex

Derfor er der for lidt sex til dig, mand!

Tomas FriisEn af de konflikter jeg oftest møder er konflikten om hvor meget sex vi skal have – og hvilken slags. Enten at han vil for lidt / er for kedelig eller – som regel – at hun ikke har lyst nok og det er 12 minutters død fisk med slukket lys. Den er klassisk, men ofte gemmer der sig mere – og andet – under overfladen. Noget helt andet, end det de fleste mænd tror.

Hvem laver mest derhjemme med opvask, børnepasning, rengøring osv? For mange timer på arbejdet og “du er aldrig hjemme” og “er fodbold vigtigere end lille Andreas’ godnathistorie?”

Alt det er selvfølgelig vigtigt, og den korte 2012-udgave er: Fingeren ud og kom i gang! Din kvinde knokler sandsynligvis ligeså meget på jobbet som dig selv, og tager sandsynligvis den store del af slæbet derhjemme, så kom i gang og ind i kampen.

Den dårlige nyhed er, at det ikke er nok – så selv når du gør det hun beder dig om, virker det alligevel ikke helt. Måske mister du endda selv lysten pga. træthed og kedsomhed og fordi du ikke får noget eller i hvert fald ikke nok igen fra hende.

Svaret er, at hun inderst inde – helt derinde hvor hun måske ikke selv er klar over det – er TRÆT af, at du sjatpisser dit liv væk! Du småbrokker dig over chefen, jobbet er ikke er helt det, det skulle være, livet er blevet rutine og bla bla bla.

Hold op med at lyve: Du har mistet gnisten, du er ikke helt så entusiastisk, ikke helt så målrettet, ikke helt så idealistisk, som du var engang. Den gang der var sex til kl. 3 om morgenen og en mand med 4 timers søvn, der tog på job med et smil og energien lysende ud af sig – og en seddel med “Du kan vente dig i aften” i skjortelommen.

Jo hun var også mere sexet, gjorde mere ud af sig selv – og syntes du var hendes helt. Men du kan ikke lave om på hende. Ikke ændre, forandre eller fixe hende. Du kan ikke shine hende op og det ville alligevel ikke hjælpe (heller ikke at finde en anden). Det er DIG der er løsningen.

Du er nødt til at finde tilbage til den MAND du i virkeligheden er. Vikle dig selv ud af alle dine vaner, polstringer, små-misbrug og overspringshandlinger. Alt det, du har viklet dig ind i uden at lægge mærke til det. Og komme i gang med at give verden dét, du i virkeligheden kan.

Det sexede ved George Clooney, Brad Pitt og lille Andreas’ fodboldtræner (eller hvem hun ellers sukker hemmeligt efter) er ikke at de ser godt ud, six-pack, brune øjne eller en fræk lille Audi. Det sexede ved en Mand med stort “M” er, at han ved hvad meningen med hans liv er OG at han forfølger den mening med hele sin sjæl, hele sit talent og al sin energi.

Det pudsige er, at når du holder op med at lyve for dig selv (“det er godt nok”, “det er jo trygheden hun vil have” og “det går da meget godt her sammenlignet med naboen”) og begynder at realisere hele din kraft og maskulinitet, så begynder hun lige så stille at forandre sig. Mere ros, mere anerkendelse – og meget mere sex. Hvad venter du på?

Denne artikel er skrevet på opfordring af Joan Ørting og postet på hendes hjemmeside